Mit Indien-eventyr har 1 års fødselsdag i dag! 🙂 Her til morgen var det præcis 1 år siden, at jeg troppede op en meget tidlig lørdag morgen i Kastrup lufthavn med en masse bagage og endnu flere forventninger og forhåbninger. 1 år siden at jeg sad med min mor og far, Pernille, Iben og Thomas på “Café Globetrotter” og drak te og forsøgte at snakke om noget, mens sommerfuglene piskede rundt i maven på mig. 1 år siden at Thomas fulgte mig op af trappen til security check og jeg næsten ikke turde vende mig om og vinke farvel til mine forældre og tøserne, fordi jeg ikke vidste, om jeg pludselig ville panikke og ikke turde tage afsted alligevel. 1 år siden jeg kyssede Thomas farvel uden at ane, hvornår jeg ville se ham igen. 1 år siden jeg sad med bankende hjerte i et fly mod Paris, hvor jeg for første gang i mit liv skulle prøve at skifte fly. Og i nat er det så 1 år siden, at jeg vågnede ved indflyvning til Bangalore og kiggede ud af vinduet og tænkte “Det er så min hjemby nu” og 1 år siden jeg for første gang satte mine fødder på indisk jord.

Jeg begyndte for en uges tid siden at læse bogen “Spis, bed, elsk” (den, der blev filmatiseret med Julia Roberts for nogle år siden). Jeg sad på en café her i Bangalore og spiste frokost, mens jeg nåede til et punkt i bogen, hvor hun har sagt sin lejlighed op, opmagasineret de fleste af sine ting, pakket 2 kufferter og er flyttet til Italien. Og tog så mig selv i at tænke “Bare det mig!” – for så i næste nu at tænke “Jamen det ER jo mig!!”. Jeg HAR sagt min lejlighed op, jeg HAR fået alle mine ting opmagasineret et ukendt sted i Glostup, jeg HAR solgt min bil, jeg ER flyttet til et land langt, langt væk!”. Og ved du hvad? Så blev jeg simpelt hen så stolt af mig selv! Jeg synes sgu jeg er sej! Jeg har udlevet min drøm! Jeg har GJORT det! Jeg har ikke bare siddet derhjemme og tænkte “Nå ja, man kunne jo også…”, “Måske engang…” eller “Tænk hvis…” – JEG HAR GJORT DET!!! (og ja, der er mange udråbstegn og store bogstaver i dette afsnit, men jeg synes, at anledningen berettiger til det 🙂 ).

Jeg fejrede mit 1 års jubilæum for et par uger siden ved at have besøg af mine danske kollegaer og deres familier. Det var egentlig bare en undskyldning for langt om længe at invitere dem hjem – jeg skyldte dem stadig en housewarming! (pinligt 🙁 ) Men…det er jo sådan, at jeg virkelig ikke bryder mig om at lave mad til andre – det har nærmest udviklet sig til en fobisk tilstand, der gør, at det bliver helt uoverskueligt for mig at have gæster, og derfor har jeg bare skubbet og skubbet housewarmingen. Men altså 9 måneder efter indflytningen, kunne jeg så ikke skubbe det mere 🙂

Det fjollede er så, at det overhovedet ikke var noget problem da først det kom til stykket. For jeg fandt ud af, at en af mine favorit-restauranter laver catering – med et tvist 😉 I hvert fald i forhold til hvordan jeg kender “catering” hjemme i Danmark. Vi var 12-14 gæster, og til at håndtere det, “leverede” restauranten så ikke mindre end 4 ansatte, der stod for madlavning, servering, oprydning osv. Det ser således ud i mit køkken 🙂

Og nå ja, så stod de også for at alt blev arrangeret på fineste vis i min stue…

Det var simpelt hen fantastisk! Især fordi jeg ikke behøvede at holde styr på noget, men bare kunne nyde at være sammen med gæsterne 🙂 Total luksus 🙂

Og selv om 1 års jubilæum’et bare var en “undskyldning”, blev det nu taget lidt seriøst af mine søde kollegaer alligevel, som havde sørget for denne fine lagkage 🙂

Men…selv om det blev anerkendt som 1 års jubilæum, røg aftenen også stadig i kategorien “housewarming”. Traditionen hernede er, at man skal have noget grimt, indisk…ragelse…? Så jeg blev begavet med denne “skønne”, meget plastik’ed lampe/ur (ja, der kan komme lys ud af de to roser – og ja, uret har indbygget alarm 🙂 ).