Botanisk Have & Nandi Hills

Forrige weekend brugte jeg blandt andet på at lege turist i Bangalore og omegn. Jeg fik besøgt byens botaniske have “Lalbagh” og det flotte naturområde “Nandi Hills” uden for byen.

Lørdag eftermiddag besøgte jeg den botaniske have. Det var dejligt at komme ud og rent faktisk kunne en tur! – Noget man ikke gør ret meget her i Bangalore. Haven, som nok nærmere er en park set med danske øjne (hvad end så lige forskellen er på de to ting (?!)), byder på forskellig natur:

Da jeg gik rundt tænkte jeg, at det var næsten lige som at gå en tur i fx Frederiksberg Have. Og så pludselig ser man bare noget, hvor man tænker “Okay, så er jeg alligevel meget langt hjemmefra”. Fx gik jeg over en lille bro, hvor der sad en abe på det ene hjørne, og så lå der en mand og sov. Lidt senere kunne jeg i udkanten af haven se en lille “lejr” af telte lavet af blå presenninger. Det er mærkeligt at forstå, at folk bor sådan.

En af de pudsige oplevelser hernede er, at så snart man kommer lidt ud (i parker, ved templer eller lignende), så bliver man stoppet af folk, der gerne vil fotograferes sammen med en. Det er jo ikke fordi, at de ikke har set et hvidt menneske før, men de vil af en eller anden grund altså alligevel gerne have et billede, hvor man står side og side. Jeg synes, at det er sjovt efterfølgende at bede om lov til at tage et billede af dem, dels fordi de så godt selv kan se, at det er lidt komisk, og dels fordi det er sjovt at have nogle billeder, der viser, hvilke forskellige typer mennesker, det er, der spørg. Her er et par af de billeder, jeg fik taget:

Især de unge piger synes også bare det er sjovt at sige “Hej” til en. Hvis der kommer en flok og en siger “Hej” og man så svarer, så fniser hele flokken af teenagetøser. Meget pudsig oplevelse 🙂

Søndag gik turen til Nandi Hills, der ligger 1-1½ times kørsel fra Bangalore centrum. Herfra er der en super flot udsigt:

Nandi Hills har også et lille tempel -meget beskedent af udseende, som det fremgår herunder. Jeg var inde og få min prik i panden 🙂

Og så er der bare aber OVER ALT! Og de er meget nærgående. Jeg mødte en far og søn, der også var ude og gå tur. De gik med hver en kæp i hånden. “For at jage aberne væk” forklarede de. Jeg syntes, at det lød en smule overdrevet. Men jeg blev klogere. Da jeg havde gået området rundt og var blevet småsulten, købte jeg mig en pose chips (ja, ja, ingen kommentarer til det ernæringsmæssige fornuftige i dette – eller mangel på samme, tak!). Jeg vidste godt, at jeg ikke ville kunne sidde ned og spise dem, så jeg gik videre i området. Så snart jeg åbnede posen, kom der en lille abe mod mig. Den forfulgte mig, og jeg endte med at skifte retning flere gange, i forsøget på at flygte. Jeg troede, jeg havde tabt forfølgeren og stoppede et øjeblik og stod stille – og så kom aben løbende i fuld fart lige imod mig, og jeg turde ikke andet end at smide posen på jorden. Det blev aben vist meget glad for:

Jeg opgav yderligere “mad”-indtag og gik tilbage til bilen og hentede en cola og en bog, som jeg satte mig på en bænk for at læse lidt i, nu jeg var kørt den lange tur og endelig havde lidt grøn natur omkring mig. Da jeg havde læst få sider, kom der en abe springende i fuld fart, hoppede op på bænken, tog min cola og fór videre. Efter den kom en anden abe springende. Den var pænt sur, sikkert fordi der ikke var cola til den også. Så den begyndte at væse af mig, og jeg var nødt til at råbe højt og lade som om jeg ville kaste bogen efter den, før den løb sin vej. Så stod jeg der midt på en plads, med en masse indere kiggende nysgerrigt og en masse nærgående aber. Så opgav jeg min naturoplevelse og flygtede tilbage i bilen 🙂

Der er flere billeder under menuen “Fotografier” i mapperne Lalbagh – Botanisk Have i Bangalore og Nandi Hills.

4 comments

  1. Hej Susanne,spændende weekendtur, du kunne måske overveje at tjene en skilling på at få taget billeder :-)Ingen aber som kæledyr til dig, kan jeg forstå.De er ligefrem hellige ligesom okserne?

    Spændende at se billeder og høre om dine oplevelser, kh Anne

    1. Hej Anne 🙂
      Nej, INGEN aber til mig tak!Faktisk har jeg lige fået 2 guldfisk af en veninde, som det lykkedes mig at drukne på mindre end én uge. Så måske skal vi bare konkludere, at jeg slet ikke skal have kæledyr?
      KH til jer alle sammen 🙂

  2. Flotte billeder og jeg tænker som Anne du kan måske tjene lidt hjemrejse penge på at være fotomodel?
    Det hele ser meget spændende og anderledes ud

    1. Hej Mette
      Tak 🙂 Og ja, spændende og anderledes er præcis hvad det er. Jeg får mange oplevelser – det er dejligt! Men ekstraindtjening som fotomodel har jeg slet ikke overvejet før 🙂
      KH

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *