Forrige weekend var Thomas og jeg i Varanasi – en af hinduismens mest hellige byer. Byen ligger ved Ganges-floden, og har en masse ghater, som er stentrapper, der går ned til vandet. Disse ghater er mål for pilgrimsfærd for hinduer, fordi de anser vandet i Ganges for at være spirituelt rent og rensende. Derfor bader man fra ghaterne. Det mest specielle ved byen for os er dog, at man ved 2 af ghaterne brænder lig. Det må man (af respekt for de efterladte) naturligvis ikke tage billeder af. Men på afstand ser det således ud:
Vi sejlede på Ganges efter solnedgang den første dag. Det var er ret speciel oplevelse. Vi kunne ikke som sådan se ligene (selv om vi kom meget tættere på end hvorfra ovenstående billede er taget), men bare det at vide, at de var på bålet, var mærkeligt.
En af traditionerne ved den hellige flod er, at man skal sætte et lys i vandet, som en slags ofring til floden, der skulle bringe lykke for ens familie. Så det gjorde vi selvfølgelig også:
Næsten morgen ved solopgang (ja, endnu engang kom b-menneskerne tidligt ud af sengen 😉 ), fik vi lov at sejle lidt nærmere de 2 steder, hvor ligene bliver brændt, og det var også ok at tage billeder, da der ingen mennesker var endnu. De 2 pladser så således ud:
Der var en masse liv langs flodbredden allerede tidligt om morgenen. Blandt andet de mange badende mennesker, nogle af dem lokale, men de fleste formentlig pilgrimsrejsende.
Og disse drenge dyrkede yoga:
Og denne fyr stod blandt andet i bro og stod på hovedet (sikkert også som del af sin yoga-praksis):
På selv floden var der rigtig mange turist-både. Nogle med en enkelt passager eller to som vores, og nogle proppede med et større rejseselskab. Hvor der er turister, er der naturligvis også sælgere. Så vi mødte en del både med unge folk, der solgte al verdens souvenirs. I bedste speciel-price-for-you-my-frind-stil sagde den ene kækt at de havde 95 % rabat i dag, da de sejlede forbi os 🙂 Det synes jeg var ret sødt, især fordi de helt havde opgivet os på forhånd og ikke engang gad prøve at lægge til vores båd. Den sjoveste båd vi så, var den man kan spotte til venstre på nedenstående billede. En lille båd med to mand og et lille, gammelt tv! Det viste sig, at de solgte film (om det var vhs eller dvd ved jeg ikke…) til turisterne med optagelse af de religiøse ceremonier fra flodbredden.
Der er flere billeder fra turen i mappen Varanasi under menuen Fotografier.